To kendelser, hvor genforelæggelse for Retslægerådet blev afvist

Østre Landsret og Retten i Randers har i samme uge truffet kendelser, der afviser genforelæggelse for Retslægerådet.

Østre Landsrets kendelse

Østre Landsrets kendelse af 1. april 2019 var en ankesag, som vedrørte en påstået arbejdsulykke. Det var ubestridt, at skadelidte tidligere havde haft knæproblemer og i sin fritid havde været udsat for et knætraume under fodboldspil. Dette var i weekenden før den påståede arbejdsulykke, hvor skadelidte oplyste at være faldet ned fra en stige. Efter fodboldepisoden var skadelidte på skadestuen og blev grundigt undersøgt, ligesom han fik en kontroltid en uge senere. Efter den påståede arbejdsulykke tog skadelidte imidlertid ikke på skadestuen, men ventede blot til den aftalte kontroltid. Ved kontrolundersøgelsen kunne der ikke konstateres objektive forandringer i tilstanden, men blot en subjektiv forværring, idet skadelidte oplyste om flere smerter.

Byretten lagde til grund, at arbejdsulykken var sket, og at der var ansvar for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren blev dog frifundet, fordi retten ikke fandt, at den indhentede udtalelse fra Retslægerådet var fornøden dokumentation for årsagssammenhæng. I udtalelsen oplyste Retslægerådet, at der var sket en subjektiv forværring efter arbejdsulykken, men at sagens oplysninger pegede i mod, at det var fodboldepisoden, der var årsag til skadelidtes gener og det efterfølgende sygeforløb. Byretten fandt, at Retslægerådets erklæring kunne give anledning til tvivl grundet formuleringen ”…peger imod…”. Efter en samlet vurdering blev bevisbyrden imidlertid ikke anset for løftet.

Sagen blev anket med begæring om genforelæggelse for Retslægerådet. De supplerende spørgsmål relaterede sig imidlertid i det væsentlige til et nyt faktum, der var baseret på, at skadelidte under hovedforhandlingen havde ændret forklaring om skadedatoen. Yderligere forsøgte spørgsmålene på forskellig vis at få Retslægerådet til at graduere sandsynligheden for årsagssammenhæng på baggrund af et af skadelidte udvalgt faktum.

Arbejdsgiveren protesterede mod genforelæggelsen og gjorde gældende, at der var tale om overflødig bevisførelse. Dels var der ikke kommet nyt lægeligt materiale frem, og dels var spørgsmålene i strid med Retslægerådets vejledning, da de ikke var neutrale.

Østre Landsret fandt, at Retslægerådet allerede havde udtalt sig udførligt og bemærkede, at der ikke var kommet yderligere lægelige oplysninger frem. På denne baggrund fandtes en genforelæggelse at være overflødig bevisførelse. Genforelæggelsen blev herefter afvist efter retsplejelovens § 341.  

Retten i Randers’ kendelse

Kendelse af 4. april 2019 fra Retten i Randers vedrørte også en arbejdsskade, hvor en pædagogmedhjælper mente at have pådraget sig rygproblemer i forbindelse med hop på en nedgravet trampolin. Hun landede siddende i et hop og mente, at hun ramte jorden under trampolinen.

Ved første forelæggelse havde Retslægerådet blandt andet udtalt, at graden af den påvirkning, som skadelidte havde været udsat for, ikke kunne afgøres på det foreliggende grundlag, og at ingen af skadelidtes gener med sikkerhed kunne tilskrives ulykken. Herudover bemærkede Retslægerådet, at der var divergerende oplysninger i det lægelige materiale vedrørende skadelidtes forudbestående ryggener og følgerne efter ulykken. Endelig bemærkede Retslægerådet, at traumet godt kunne disponere for, at skadelidte kom til at lide af bækkenløsning i forbindelse med en efterfølgende graviditet, men at der ikke var dokumentation for dette.

Skadelidte begærede sagen genforelagt Retslægerådet og formulerede yderligere 8 spørgsmål, der på forskellig måde forsøgte at få Retslægerådet til at uddybe sandsynlighedsvurderingen på baggrund af et af skadelidte udvalgt faktum. Der blev ikke indhentet nye lægelige oplysninger i den forbindelse.

Arbejdsgiveren protesterede mod dette og gjorde gældende, at svarene på de supplerende spørgsmål var indeholdt i den foreliggende besvarelse. Yderligere var de supplerende spørgsmål ikke neutrale og dermed ikke i overensstemmelse med Retslægerådets vejledning.

Retten henholdt sig til arbejdsgiverens argumentation og afviste af denne årsag genforelæggelsen for Retslægerådet i medfør af retsplejelovens § 341.

Bemærkninger fra Kennedys

En meget stor del af alle personskadesager forelægges Retslægerådet, og Rådets udtalelser er ikke altid lige klare. Der har derfor udviklet sig en praksis, hvor sagerne ofte genforelægges Retslægerådet mere end en enkelt gang. Det siger sig selv, at denne praksis forlænger sagsbehandlingstiden, og når de supplerende udtalelser foreligger, er parterne i mange tilfælde ikke kommet nærmere et klart svar på spørgsmålet om årsagssammenhæng.

Denne praksis har udviklet sig over årene ud fra en tanke om, at en genforelæggelse er gavnlig, hvis de uddybende spørgsmål kan formå Retslægerådet til at uddybe det lægelige skøn, således at der bliver skabt et bedre grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om årsagssammenhæng. Dette har dog nærmest resulteret i, at genforelæggelse blev tilladt, hvis det ikke kunne udelukkes, at en yderligere besvarelse fra Retslægerådet kunne skabe et bedre grundlag for rettens afgørelse, jf. blandt andet UfR 2002.2886Ø og UfR 2004.1494Ø.

De to aktuelle kendelser har det til fælles, at Retslægerådet ikke har udtalt sig klart om årsagssammenhængen i forbindelse med den første forelæggelse. De falder således inden for den situation, hvor det ikke kan udelukkes, at en genforelæggelse måske kunne skabe et bedre grundlag for rettens afgørelse.

Det er imidlertid også fælles for de to kendelser, at der ikke er nye lægelige oplysninger at vurdere sagen på.  

Endelig er det fælles for kendelserne, at skadelidte forsøger at reparere på en ufordelagtig udtalelse ved at stille de samme spørgsmål på en ny måde eller ved at definere et faktum, som Retslægerådet skal tage stilling til, hvor den ugunstige del af faktum udelades.

Det ser ud til, at domstolene i disse situationer nu strammer praksis, således at vi bevæger os væk fra en situation, hvor genforelæggelse er det normale. Dette gavner bestemt sagsbehandlingstiden, og den er næppe de store risiko for retstab, da det afgørende svar på spørgsmålet om årsagssammenhæng sjældent findes i forbindelse med en genforelæggelse.

Sagerne er for arbejdsgiverne ført af advokat Thomas Arleth, hvortil eventuelle spørgsmål kan rettes på thomas.arleth@kennedyslaw.com.